De to første sårbarhedselementer af - eksponeringog følsomhed - er svære at adskille i et system (figur 1). Elementerne bestemmes ud fra samspillet mellem systemets kendetegn og virkningerne af klimabelastningerne (Smit og Wandel, 2006).

Eksponering repræsenterer den risiko, det lokale samfund står over for, og hvor meget systemet er belastet. Belastningsgraden måles ofte efter:

• hvor meget (mængde),
• hvor ofte (hyppighed),
• hvor længe (varighed), og
• hvor (geografisk udbredelse) en klimatisk hændelse optræder.

Et system udsættes aldrig kun for to klimatiske påvirkninger, selv om det kan være praktisk at se det på den måde af analytiske årsager. Hvis man ikke tager højde for flere belastninger, risikerer man en systematisk undervurdering af sårbarheden. På den anden side går noget af den analytiske styrke tabt, hvis man inddrager andre belastninger. Derfor skal der findes en balance. Vi har set, at det er bedst at kortlægge de andre faktorer, der skaber udfordringer og muligheder genereret af klimaændringer, og inddrage dem i praktiske applikationer. Denne kortlægning skaber et grundlag for fortolkningen og danner den kontekst, på baggrund af hvilken sårbarheden bør vurderes. Derefter kan man analysere de mere fokuserede risikovurderinger ved hjælp af sammenhængen mellem flere belastninger.

Den dobbelte eller multiple eksponeringgiver en analyse af, hvordan forskellige globale processer faktisk påvirker forholdene, og skaber plads til handling på det lokale plan (O’Brien og Leichenko, 2000).

Rammerne tager højde for både klimaændringernes virkninger og den økonomiske globalisering. Når vi anvender disse rammer, bliver de mest relevante klimatiske og ikke-klimatiske belastninger identificeret. De socioøkonomiske processer, der udgør ikke-klimatiske belastninger, opdeles normalt i økonomiske, politiske, teknologiske og demografiske forandringsprocesser.

 
Figur 1. Sårbarhed og dens elementer (Australian Greenhouse Office, 2005)

Følsomheden omhandler, hvor meget belastningerne rent faktisk ændrer eller påvirker det undersøgte system. En følsomhedsanalyse af de sektorer eller områder, der er mest påvirket af klimaændringer, gennemføres normalt som en del af sårbarhedsvurderingen. Det er for nyligt blevet antydet, at de økonomiske sektorer ikke altid skaber det bedste analytiske perspektiv for vurderingen af følsomhed.

Klimatilpasning er generelt et tværsektorielt spørgsmål, og variationen inde i hver sektor er større end på tværs af sektorerne. Derfor bør følsomhed behandles direkte i forhold til de "kritiske" spørgsmål, såsom visse sociale og demografiske grupper og områder. Undersøgelser har vist, at man på den måde opnår mere detaljerede beskrivelser af, hvordan klimaændringerne virker på samfundet i dag, og på baggrund af disse beskrivelser kan man også få et mere sammenhængende billede af, hvordan klimaændringerne kan påvirke samfundet i fremtiden. Det er også vigtigt at undersøge de drivkræfter, der påvirker følsomheden i det lokale område. I Sverige, for eksempel, er befolkningen koncentreret i få økonomiske centre, der primært ligger i kystområder, hvor følsomheden over for oversvømmelser er stigende. Hvis der ikke foretages nogen tilpasning, vil sårbarheden øges.

Det tredje element, tilpasningsevne, beskriver systemets evne til at tilpasse sig klimaændringer for at begrænse potentielle skader, udnytte mulighederne, eller håndtere konsekvenserne (IPCC, 2001b). Dette involverer social kapital, styreform og håndteringsmåder, dvs. den rolle, institutionerne spiller. Der findes en ekstern og en intern tilgang til tilpasningsevnen (Smit og Wandel, 2006).

Den eksterne tilgang antager, at tilpasningsevnen hovedsageligt bestemmes af faktorer, der ligger uden for systemets kontrol. Disse undersøgelser sammenligner ofte den relative tilpasningsevne af nationer, regioner eller lokaliteter på baggrund af statistiske analyser med et multivaribelt indeks.

De interne analyser er derimod lavet på mikroniveau, og de undersøger, hvordan de forskellige organisationstyper styrer klimatilpasningen, og hvordan man kan forbedre den sociale læring ud fra disse praktiske erfaringer. Mangel på national lovgivning og regelsæt, den tvetydige ansvarsfordeling, mangel på erfaring med samarbejde på tværs af afdelinger og med private partnere, utilstrækkelig kapacitet til at fortolke analytiske materialer, og uformel, fragmenteret og vilkårlig dokumentation af erfaringer (Storbjörk, 2007; Glaas et al., 2010) er alle blevet identificeret som barrierer for en effektiv klimatilpasning. BalticClimate kombinerer de eksterne og interne tilgange ved systematisk at håndtere tilpasningsevnen fra begge disse vinkler.