To grundlæggende kategorier af politiske svar på antropogeniske, dvs. menneskeskabte, klimaændringer er afbødning og tilpasning (Füssel and Klein, 2006; Stehr og von Storch, 2006).

Afbødning har til formål at begrænse klimaændringerne ved at reducere drivhusgasudslip og fremme de såkaldte drivhusgasdræn.

Tilpasning er en politisk løsningsmodel, der stræber efter at mindske de negative virkninger af klimaændringerne gennem etablering af en bred vifte af politikker og tiltag rettet mod det sårbare system, dvs. ændring i menneskeskabte systemer som svar på de nuværende eller forventede klimaændringer (IPCC 2001b). Tilpasning inkluderer ofte også politikker og tiltag, der benytter sig af nye muligheder, der kan opstå som resultat af klimaændringerne. Yderligere oplysninger om afbødning og tilpasning samt grundlæggende forskelle mellem de to strategier kan findes i skema 1.

Skema 1. Hovedforskelle mellem tilpasnings- og afbødningspolitikker (Füssel og Klein, 2006)

 

Afbødning af klimaændringer

Tilpasning til klimaændringer

Systemer, der drager fordel Alle systemer Udvalgte systemer
Virkningsskala Global Lokal til regional
Levetid Århundreder Flere år til århundreder
Gennemløbstid Årtier Umiddelbart til årtier
Effektivitet Nogen Generelt mere usikker
Ekstra fordele Sommetider For det meste
Forurener betaler Typisk ja Ikke nødvendigvis
Betaler drager fordel Kun lille Næsten fuld
Overvågning Relativt nem Mere vanskelig


Afbødning

Ud over de ovenfor anførte karakteristikarammes afbødningspolitikkerne af det såkaldte fangens dilemma. For at skabe en effektiv afbødning, skal mange aktører på det globale plan reducere udledningerne. Hvis kun få af dem sænker deres drivhusgasudslip, bliver virkningerne eller fordelene meget små. Der er også en vis usikkerhed omkring hvor meget og hvor hurtigt drivhusgasudslippet skal reduceres forat standse udviklingen af den globale temperaturstigning. Det skrappeste af de seks stabiliseringsscenarier, der er vurderet af FN's klimapanel i den fjerde klimarapport, kræver en koncentration på mellem 445 og 490 ppm af CO2-ækvivalenter i atmosfæren (IPCC, 2007b), således at temperaturstigningen begrænses til 2°C. For at nå det mål skal drivhusgasudslippet toppe senest i 2015 og derefter falde drastisk med 50 til 85 % i forhold til 2000-niveauerne indtil 2050. Selv hvis drivhusgaskoncentrationen er stabiliseret på et højere niveau, er betydelig reduktion af udslippet stadig påkrævet.

Tilpasning

Burton et al. (2006) sammenstillede resultater fra flere lokale casestudier om klimatilpasning og udpegede ni erfaringer, man har lært af:

• Tilpas nu
• Tilpasning er udvikling
• Tilpasning er for os selv
• International økonomisk hjælp er nødvendig
• Styrk institutionerne
• Inddrag dem, der er i farezonen
• Brug sektorbaserede tilgange
• Få mere information, bevidsthed og teknisk viden
• Tilpasning er stedbaseret.

Flere af disse erfaringer er blevet inddraget i de åbne rammer for sårbarhedsvurderingen, der er anvendt i BalticClimate projektet.