Under planlægningen bør både direkte omkostninger til investeringer og indirekte omkostninger til vedligeholdelse tages med i overvejelserne for at sikre, at der træffes økonomisk sunde beslutninger.

Planlægning har betydning for kommunens økonomi. Ny infrastruktur kræver investeringer, og vedligeholdelse af gammel infrastruktur kræver også bevillinger. De beslutninger, som træffes under planlægningen, skaber en struktur, som er permanent i mindst nogle årtier, forhåbentlig i århundreder. Når sådanne beslutninger træffes, bør man også tage den langsigtede vedligeholdelse af infrastrukturen med i overvejelserne.

De direkte investeringsomkostninger, herunder køb af jord, udførelse af kommunale anlægsarbejder (f.eks. rørledninger til drikke- eller kloakvand, centralvarme), offentlig transport mv., kan være høje. Jordbundstypen, tilstedeværelsen af klippegrund, typen af landskab mv. kan have stor betydning ved opførelse af ny infrastruktur. Men omkostningerne til vedligeholdelse af netværk og serviceydelser dominerer i de samlede omkostninger ved planlægning. Hvis det ikke er lykkedes i planlægningsprocessen at tage højde for alle relevante aspekter, kan de indirekte omkostninger blive høje. Som eksempler kan nævnes trafikuheld, tab af kulturelle eller historiske landskaber samt faldende værdi af jorden.

Den største andel af investeringsomkostningerne kommer fra udvikling af serviceydelser og netværk (elektricitet, varme, vand (både drikke- og spildevand), veje, IT mv.). De grundlæggende samfundsydelser skal garanteres på uddannelsesområdet og i den sociale sektor. Serviceydelser som børnehaver, skoler, hjemmehjælp og sundhedsydelser er måske ikke relevante på det tidspunkt, hvor planlægningsprocessen starter, men de vil på et tidspunkt repræsentere en større andel af de kommunale omkostninger til det nye område. Og selv om nyanlæg er forbundet med temmelig høje investeringsomkostninger, så kræver vedligeholdelsen også bevillinger i det lange løb. Hvis nye områder skabes inden for den eksisterende infrastruktur eller i det mindste i tilknytning til den eksisterende, effektivt udnyttede infrastruktur, vil det være billigere for den kommunale økonomi i det lange løb.

Den mest fundamentale forskel på supplerende og decentral planlægning er omkostningernes timing. Ved supplerende byggeri er kommunens investeringsomkostninger høje, mens vedligeholdelsesomkostningerne er lavere på langt sigt. Det skyldes muligheden for at udnytte allerede eksisterende kommunale serviceydelser. Ved decentral planlægning er omkostningerne udskudt: i starten, når behovet for serviceydelser opstår, er der ikke indbyggere nok til at nå op på minimumskapaciteten for f.eks. en skole. I disse tilfælde er kommunen nødt til at organisere transport til områder med eksisterende skoler. Og når planlægningen omsider påbegyndes for det decentrale område, kan det allerede være for sent. Byggeomkostningerne til infrastruktur vil blive ekstremt høje, og det kan vise sig umuligt at opnå en velfungerende strukturi området, eftersom det er udbygget uden planlægning.

Når man diskuterer omkostninger i forbindelse med planlægning, bør andre interessenter også tages med i overvejelserne. Lodsejere, potentielle nye indbyggere, iværksættere og staten har også økonomiske interesser i planlægningen. Nye industriområder og indkøbscentre skaber nye jobs og indtægter for kommunen. Men hvis de ikke planlægges omhyggeligt, kan de føre til en mere spredt by struktur og i sidste ende skabe flere omkostninger for kommunen.

Se endvidere de øvrige kategorier omkring planlægning med henblik på afbødning af og tilpasning til klimaændringer:

» Lokalt klima og fremtidige klimascenarier
» Tæt og varieret bymæssig bebyggelse
» Bæredygtig transport
» Energieffektivitet
» Et behageligt og sundt miljø
» Medinddragelse af offentligheden og interessenter
» Strategisk planlægning