
Vi taler om klimaændringer, fordi vi mener, at det ikke længere er muligt at betvivle dette fænomen. Deling af viden er nøglen til at forstå hinanden og sætte folk i stand til at handle. Derfor må aktører på alle niveauer inden for forskellige videnskabelige og andre fagområder arbejde sammen side om side.
BalticClimate toolkit er et instrument til videndeling for lokale og regionale aktører, som ikke nødvendigvis er eksperter i klimaændringer, men som kan spille en vigtig rolle i forbindelse med forberedelse, finansiering og beslutningstagning omkring implementering af tiltag relateret til klimaændringer.
Derfor henvender dette toolkit sig til tre relevante grupper af aktører: politiske beslutningstagere, byplanlæggere og erhvervsfolk. Det er disse aktører, som bør engagere sig helhjertet og tage ansvar for imødegåelse af klimaændringernes konsekvenser. Dette toolkit gør det lettere at finde vej gennem denne komplekse og udfordrende proces.
For politiske beslutningstagere fokuserer informationen på de mest afgørende aspekter– at erkende problemet og skride til handling. Adgang til mere detaljeret information kan opnås via links til de vigtigste hovedkategorier, som vises i den vandrette navigationsbjælke, eller den information som tilbydes de øvrige grupper af aktører.
Byplanlæggere får adgang til mere detaljeret og videnskabelig information. Afsnittet for byplanlæggere har endvidere links til grundlæggende eller illustrativ information samt til de øvrige to afsnit for politiske beslutningstagere og erhvervsfolk. Grundlæggende kan de finde en lang række øvelser og retningslinjer for planlægning, så de kan forberede de indledende skridt til at træffe beslutninger og etablere foranstaltninger omkring klimaændringsaspekter på deres respektive planlægningsområde.
Erhvervsfolk vil blive indført i spørgsmålet via de ting, som interesserer dem mest: kendskab til de konsekvenser, klimaændringerne vil have for deres branche i en bestemt region, og hvilke muligheder der kunne opstå under nye omstændigheder og forhold. Her består værktøjerne af en række handlingstrin som svar på klimaændringer.
Indledningsvist er der to hovedvinkler at angribe spørgsmålet fra.
(A) Tage udgangspunkt i sin egen aktørgruppes perspektiv (politiske beslutningstagere, byplanlæggere og erhvervsfolk). Det gør man ved at klikke på aktørgruppen i den lodrette navigationsbjælke.
eller
(B) Vælge et link, som interesserer en, i den vandrette navigationsbjælke. Måske betragter man ikke sig selv som hørende til en af aktørgrupperne, eller måske ønsker man blot at finde generel information om klimaændringer som f.eks.:
Hvordan kan forskellige sektorer blive påvirket? Hvordan defineres de to grundlæggende kategorier for politisk respons: afbødning og tilpasning? Hvad er forskellen mellem klima og vejr? Skyldes klimaændringerne naturlige forhold på jorden eller er de menneskeskabte (antropogene)?
På denne måde går BalticClimate Toolkit et skridt videre end de politiske tiltag, som til dato har fokuseret på det internationale og nationale niveau eller været rettet mod større virksomheder og brancher. Dette toolkit henvender sig til områder og aktører i små og mellemstore byer og landområder i samtlige lande i Østersøregionen for at understøtte denne udvikling.
Formålet er så vidt muligt at:
- øge forståelsen for dette fænomen,
- identificere hvordan klimaændringer vil påvirke bestemte områder,
- at informere om de vigtigste elementer i forbindelse med klimaændringer og bæredygtig udvikling,
- understøtte videndeling fra globalt til lokalt niveau og mellem lande,
- udbygge evnen til at håndtere spørgsmålet om klimaændringer på en samarbejdende, integreret og bæredygtig måde,
- opdage og udvikle muligheder og chancer og dermed at
- forøge tiltrækningskraften og konkurrenceevnen for små og mellemstore byer og landområder samt deres omkringliggende regioner.
Vil du gerne forøge din personlige konkurrenceevne nu? Så er du velkommen til at udforske BalticClimate toolkit, bruge de forskellige værktøjer og ruste dig selv til handling!
Målet med videoerne til højre er at styrke motivationen – for det tilfælde at du endnu ikke er overbevist. Klik på en eller flere af dem, så kan du se, hvordan forskellige grupper af aktører har håndteret klimaændringerne. Videoerne (5-10 min.) er optaget i områder omkring Østersøregionen i 2010 og 2011.